INTRODUKTION
Fordyb dig i håndværksfagene
I vores værkstedsbygning er der træværksted i den ene halvdel, mens den anden del af bygningen indeholder et metal- og motorværksted. Motor-afdelingen har stor port, der er en lift, drejebænk m.m. Træafdelingen har diverse maskiner til save-, høvle- og pudsearbejde, ligesom der er drejebænke.
I det hele taget er mulighederne mange i de flotte og veludstyrede værksteder. Værkstederne danner rammen om et rigtig godt miljø, hvor du kan afprøve dine egne evner og lære en masse nyt. Du vil møde engagerede undervisere og kammerater, der vil noget, og derigennem også lære en masse nyt.
NYD DUFTEN AF TRÆ
Trædesign
Der arbejdes i begyndelsen med mindre opgaver, for at du kan lære nye samleteknikker og bruge de nødvendige værktøjer og redskaber. Senere kan du alt efter evner, anlæg og fantasi fremstille lamper, reoler, borde, stole mm.
I vores drejehjørne er der mulighed for at prøve trædrejning og fremstille alt fra små lysestager til større skåle. Der arbejdes med spånplader, limtræ, fyr, bøg, eg, og evt. andre træsorter efter behov. Har du lyst til at give ”gamle” møbler, lamper mm. nyt liv, kan du også arbejde med re-design i faget.
FOR DIG DER SYNES AT MOTOR OG METAL ER INTERESSANT
Motor & metal
I motor & metal arbejder vi med motorer og relateret teknik. Vi arbejder både praktisk og teoretisk. Faget er for dig, der synes motorer er interessante og gerne vil vide mere om dem. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære. Vi skal lære at skille/samle en motor. Vi arbejder med vedligeholdelse, fejlfinding og reparation. Dette gælder både for 2-takts-motorer, 4-takts-motorer og større dieselmotorer. Når du har lært det mest grundlæggende, må du gerne medbringe egne ting at arbejde med. Er du interesseret i mekanik og teknik, er motorlære noget for dig. Vi arbejder altid projektorienteret, og du lærer at overskue de forskellige ”skridt”, fra dit projekt begynder, til det bliver færdigt.
Du får tilbudt at tage svejsecertifikat (§ 17 sikkerhedskursus), så du rent sikkerhedsmæssigt må svejse. Du vil lære de mest grundlæggende teknikker og får mulighed for at modtage undervisning i både CO2-svejsning og elektrodesvejsning. Du får også et indblik i gevindteknik, slibning, overfladebehandling og arbejde med metaldrejebænk.
Alle på holdet må gerne efter de første 14 dage på skolen medbringe et eller andet, der trænger til et mekanisk eftersyn. Dette sker efter aftale med din lærer i faget.
BLIV KLOGERE PÅ BILER
NØV-bil
I NØV-bil skal vi i dybden med alt om biler. Vi skal kigge på bilens udvikling, historie, miljøpåvirkninger, økonomi, teknik og fremtid. Vi skal derudover arbejde med og lære grundlæggende service, bilens tekniske opbygning og i dybden med hvordan teknikken ombord fungere.
Efter aftale med skolen kan det være en mulighed at medbringe en bil som kan bruges i undervisningen og som kan bruges som indgang til reparationer og service, måske endda lidt køreteknisk viden. Udover at arbejde på biler på skolen bruger vi også lokale samarbejdspartnere til at få ny viden om bilerne. Vi kommer til at arbejde med biler, som bruger både el, hybrid, benzin og diesel og har også fokus på den nyeste udvikling inden for autoteknik. Det er vigtigt for os, at man har lyst til at lære en masse nyt om biler og er interesseret i alt omkring dem.
Målet med NØV-bil er at man, når man har haft faget, kan se faldgruber og fordele når man selv skal købe bil og at forstå både teknik, økonomi, miljø og alle andre aspekter ved at eje og køre i en bil. Forvent ikke racerløb men bilnørde-teknikfag, hvor du bliver udfordret på viden og kundskaber.
GI' MIG NOGET AT LAVE
Praktisk arbejde
Praktisk arbejde er et tilbud til dig, der trænger til at bruge hænderne og samtidig hjælpe pedellerne med forefaldende arbejde ude og inde, samt småreparationer på bygninger og inventar.
Livet er fyldt med spændende valg, der er med til at forme dig, til den du er og bliver. Hvis du vælger at blive elev hos os, vil du lande et sted sammen med mange andre unge, som gerne vil udforske og opleve livet sammen. Du lander et sted, hvor vi nyder, at der er mange forskellige interesser, der bliver dyrket og afprøvet. Kom og fold oplevelserne og livet ud sammen.