
Udvalgte valgfag i Sport
Vi elsker sport på Nøvlingskov
Herunder kan du få overblikket over, hvilke sportsvalgfag, du kan få i skemaet.
Husk du kan vælge op til tre valgfag pr. uge.
Vi har tre forskellige valgfagsperioder på et år, og det betyder, du kan vælge valgfag i hhv. august, november og februar.
Vi forbeholder os retten til at ændre på udbuddet af valgfag. Det opdaterer vi på siden, så snart, vi sætter nye valgfag i søen.


Før-ski/skiinstruktør
Er du vild med at løbe på ski, og drømmer du måske om at blive skiinstruktør, så har du nu chancen for begge dele.
På skivalgfaget kommer du til at undervise dine kammerater i skiløb, være med til at planlægge et undervisningsforløb og får tips og vejledning til at gøre dit eget skiløb bedre.
Når du vælger skivalgfaget;
– får du tre ekstra skidage
– underviser du mindst tre formiddage på vores fælles skitur
– kommer du i skiform i vores skitræning op til turen
– lærer du noget om at være instruktør / træner
– bliver du en bedre skiløber
– lærer du om sikkerhed, skiteknik og undervisningslære
Der er et begrænset deltagerantal på 18 deltagere – jævn fordeling af piger og drenge.
Det forventes, at du er en øvet skiløber – dvs. minimum tre skiture i bagagen og kan løbe sikkert på en rød piste.
Hvis der er flere ansøgere til faget end pladser, vil din personlige motivation være afgørende for, om du kan deltage på faget. Som udgangspunkt kan man ikke forvente at få skivalgfaget begge år, hvis man går på skolen i to år.
Der er en egenbetaling på kr. 1.900, for de tre ekstra skidage.

Håndbold
Håndbold er for både øvede og begyndere. Der er plads til dig, uanset om du har spillet håndbold hele dit liv eller gerne vil prøve det for første gang. I faget er der fokus på et stærkt sammenhold og en god træningskultur.
Vi arbejder med både tekniske og taktiske færdigheder, og på at udvikle dig som håndboldspiller. For at skabe et godt og energisk træningsmiljø træner drenge og piger som udgangspunkt sammen.
I løbet af året arrangeres der træningskampe mod andre efterskoler, og vi deltager i mindst én efterskoleturnering.

Girlpower
Girlpower er valgfaget for alle de sjove, seje og stærke tøser, som har lyst til at være en del af et valgfag for både krop og sjæl. Vi skal både være aktive og kreative, og så skal vi bryde grænser – men mest af alt skal vi have det sjovt! Du vil blive udfordret gennem forskellige teambuilding-aktiviteter, hvor vi kommer tættere på hinanden. D
u får lov til at afprøve forskellige måder at være aktiv på. Og så vil der være tid til tøsehygge med bl.a. ansigtsmasker og massageøvelser. Der er plads til alle. Det vigtigste er bare, at man vil være med, og er klar på at have det sjovt med en masse andre søde piger.

Fitness
Vær med til at dyrke Danmarks største idrætsgren! Fitness er for dig, som vil være sundere og stærkere og vil have det sjovt imens. Der er garanti for sved på panden og ømme muskler. I faget vil der være fokus på både styrketræning og konditionstræning, og du vil opleve en varieret og alsidig træning.
Du vil prøve kræfter med forskellige former for styrkeløft, kredsløbstræning og koordinationsøvelser. I undervisningen vil du lære teori om træning, muskelopbygning og restitution, og du vil opnå en større indsigt i, hvordan du træner optimalt.

Crossfit
Crossfit er for alle, som vil have en bred, generel og ekstremt effektiv træning. Det er den perfekte kombination af styrke og puls. Verdens bedste crossfitudøvere får endda lov til at kalde sig ”fittest on earth”. Crossfit kræver ingen forudsætninger, andet end at du har lyst til at træne og er klar på at give den gas.
Vi har en masse fedt udstyr, og du vil lære træningsøvelser som burpees, jumpsquats, tire flip, dødløft og meget mere. Til Crossfit arbejder vi både med og uden vægte og veksler mellem træning inde og ude. Vi kommer hele kroppen rundt og du er sikret dig sved på panden og højt humør.

Fodbold for alle
På Nøvlingskov Efterskole går vi op i fodbold. Det gælder både piger og drenge. Vi træner kondition, teknik, taktik og spilforståelse, og gennem træning og kampe ønsker vi at give dig nogle super gode oplevelser og udvikle dit fodboldtalent.
Fodbold som valgfag er to lektioner om ugen. Vi spiller året rundt – og langt det meste af året er det udendørs. Det er af høj prioritet, at alle som er med på valgfaget i fodbold, også kommer med ud til kampe. Vi er ofte afsted til enten rutneringer, mesterskaber, kampe mod gamle elever, lokale foreninger eller på andre efterskoler.
Faget egner sig til alle, som har lyst til at spille og komme i god fysisk form uanset niveau og erfaring.

Badminton
Velkommen til valgfaget, Badminton. Du får muligheden for at træne 2 lektioner hver uge. Fokus er på teknik, spilforståelse – og masser af kamptid.
Undervisningen er delt ind i niveauer, så der er både noget for dig, som aldrig har holdt en ketcher i hånden før – og dig, som har spillet i flere år.
Skolen deltager i diverse stævner mod andre efterskoler. Som noget særligt har vi gennem et samarbejde med den lokale badmintonklub endnu et tilbud til dig, som bare gerne vil mere badminton. Herigennem kan du træne med lokale spillere i det nærliggende Skibbild-Nøvling Idrætscenter, og samarbejdet åbner også op for deltagelse i diverse stævner under DGI.

Volleyball
Har du spillet volleyball før, eller vil du prøve noget nyt, kan du hurtigt løfte dit niveau, så det bliver rigtig sjovt at spille volleyball.
I undervisningen bliver du præsenteret for mange forskellige småspilsøvelser, grundslagstræning, tekniske og taktiske færdigheder, samt kampnært spil.
Ret hurtigt vil du kunne opleve glæden ved at mestre spillet, og få meget ud af at spille med dine kammerater, uanset om I alle er på samme niveau.
Både i undervisningen og om aftenen er der rig mulighed for at boltre sig på vores fem indendørs volleyballbaner og den udendørs beachvolleybane.
Vi deltager i Vestjysk Mesterskab for efterskoler og spiller desuden mod andre efterskoler ved flere stævner i løbet af året.









