
Udvalgte valgfag i Håndværk
Vi elsker håndværk på Nøvlingskov
Herunder kan du få overblikket over, hvilke håndværksvalgfag, du kan få i skemaet.
Husk du kan vælge op til tre valgfag pr. uge. Vi har tre forskellige valgfagsperioder på et år – og det betyder, du kan vælge valgfag i hhv. august, november og februar.
Vi forbeholder os retten til at ændre på udbuddet af valgfag. Det opdaterer vi på siden, så snart, vi sætter nye valgfag i søen.


Trædesign
På håndværk-linjen arbejdes der i begyndelsen med mindre opgaver, for at du kan lære nye samleteknikker og bruge de nødvendige værktøjer og redskaber. Senere kan du alt efter evner, anlæg og fantasi fremstille lamper, reoler, borde, stole mm.
I vores drejehjørne er der mulighed for at prøve trædrejning og fremstille alt fra små lysestager til større skåle. Der arbejdes med spånplader, limtræ, fyr, bøg, eg, og evt. andre træsorter efter behov. Har du lyst til at give ”gamle” møbler, lamper mm. nyt liv, kan du også arbejde med re-design i faget.


Motor og Metal
I motor & metal arbejder vi med motorer og relateret teknik. Vi arbejder både praktisk og teoretisk. Faget er for dig, der synes motorer er interessante og gerne vil vide mere om dem. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære. Vi skal lære at skille/samle en motor. Vi arbejder med vedligeholdelse, fejlfinding og reparation. Dette gælder både for 2-takts-motorer, 4-takts-motorer og større dieselmotorer. Når du har lært det mest grundlæggende, må du gerne medbringe egne ting at arbejde med. Er du interesseret i mekanik og teknik, er motorlære noget for dig. Vi arbejder altid projektorienteret, og du lærer at overskue de forskellige ”skridt”, fra dit projekt begynder, til det bliver færdigt.
Du får tilbudt at tage svejsecertifikat (§ 17 sikkerhedskursus), så du rent sikkerhedsmæssigt må svejse. Du vil lære de mest grundlæggende teknikker og får mulighed for at modtage undervisning i både CO2-svejsning og elektrodesvejsning. Du får også et indblik i gevindteknik, slibning, overfladebehandling og arbejde med metaldrejebænk.
Alle på holdet må gerne efter de første 14 dage på skolen medbringe et eller andet, der trænger til et mekanisk eftersyn. Dette sker efter aftale med din lærer i faget.

Nøv Bil
I NØV-bil skal vi i dybden med alt om biler. Vi skal kigge på bilens udvikling, historie, miljøpåvirkninger, økonomi, teknik og fremtid. Vi skal derudover arbejde med og lære grundlæggende service, bilens tekniske opbygning og i dybden med hvordan teknikken ombord fungere.
Efter aftale med skolen kan det være en mulighed at medbringe en bil som kan bruges i undervisningen og som kan bruges som indgang til reparationer og service, måske endda lidt køreteknisk viden. Udover at arbejde på biler på skolen bruger vi også lokale samarbejdspartnere til at få ny viden om bilerne. Vi kommer til at arbejde med biler, som bruger både el, hybrid, benzin og diesel og har også fokus på den nyeste udvikling inden for autoteknik. Det er vigtigt for os, at man har lyst til at lære en masse nyt om biler og er interesseret i alt omkring dem.
Målet med NØV-bil er at man, når man har haft faget, kan se faldgruber og fordele når man selv skal købe bil og at forstå både teknik, økonomi, miljø og alle andre aspekter ved at eje og køre i en bil. Forvent ikke racerløb men bilnørde-teknikfag, hvor du bliver udfordret på viden og kundskaber.









