
Udvalgte valgfag i Krea
Vi elsker krea på Nøvlingskov
Vi har de perfekte omgivelser på skolen til, at du kan udfolde dine vildeste kreative idéer.
Billedkunst, krea uden grænser, keramik, smykkeværksted – you name it.
Vi har altid en håndfuld kreative valgfag på skemaet på et skoleår – altid inspireret af verden omkring os.
Få det fulde overblik over de kreative valgfag her – og husk. Vi finder tit på nye fag. Vi skal nok opdatere siden, når det sker – men ret til ændringer forbeholdes.


Tekstildesign
I dette fag får du hjælp og vejledning til at omsætte dine idéer til færdige produkter. Tekstildesign handler om beklædning, hvordan man tegner mønstre af, syr i den rigtige størrelse, vælger det rigtige stof, den rigtige syteknik osv.
Der vil blive undervist i grundlæggende færdigheder, så alle kan være med, både øvede og uøvede. Når tøjet er syet skal det dekoreres og her er mulighederne mange.

Krea uden grænser
Krea uden grænser er faget for dig, som kan li’ at arbejde med hænderne og har lyst til at lære mange forskellige teknikker og arbejdsmetoder inden for krea og håndarbejde.
Det er et hyggeligt fag. Der er plads til alle, og vi har det rigtig sjovt sammen.

Keramik
Ler i hænderne, idéer i hovedet, musik og hyggesnak i lokalet og fordybelse i sindet. Sådan er det at have keramik på Nøvlingskov Efterskole. Du vil i keramik komme til at arbejde med lerets formsprog, design og dekoration. Vi kommer omkring forskellige teknikker som drejning, støbning, pladeteknik, kvætsning, modellering og glasering i arbejdet med stentøj og støbeler. I keramik gør vi meget ud af at have et trygt værksted, hvor fejl ikke betyder noget – for når du arbejder med ler, kan du altid lave det om, prøve igen eller udvikle videre på din idé, det er en uundgåelig del af en kreativ proces.
Vi vil udfordre os selv og hinanden i kærlig opbakning og hylde modet til at være kreativ og skabende. I keramiklokalet skaber vi et pusterum, hvor du kan lade tankerne flyve og fordybe dig i dybe skåle såvel som dybe samtaler. Der er plads til dig som er helt ny med leret i hænderne, og til dig der søger nye kreative udfordringer.

Glaskunst
Glaskunst er for dig, der gerne vil kombinere et håndværk med kreative ideer og eksperimenter. Vi laver forskellige smukke ting, fx skulpturer, billeder, smykker, fade mm.
Vi arbejder i vinduesglas eller farvet glas, alt afhængigt af, hvilket produkt vi arbejder hen imod. Vi lægger vægt på, at du lærer forskellige teknikker, men der skal også være plads til, at du prøver nye ideer af.

Foto
I dette fag kommer du til at arbejde både med stilbilleder og levende billeder. Hvis du godt kunne tænke dig at blive bedre til at tage billeder, kunne dette fag være noget for dig. Du vil komme til at tage mange billeder i forskellige stilarter, lære at redigere stilbilleder og levende billeder og lære om kameraets funktioner. Du vil også få mulighed for at tage billeder til nogle af de forskellige arrangementer, vi har på skolen.
Medbring gerne eget digitalkamera til faget.

Escaperoom
Kan du lide gåder? Koder? Den fantastiske følelse af succes, når du udregner problemets løsning? Og kan du lide en god historie og at sætte kulisser op til denne, er dette det rigtige valgfag.
Faget går ud på at opbygge et rum, som andre skal slippe ud af ved at løse de opgaver/gåder/mysterier, som vi har fyldt rummet med. Gæsterne får en tidsramme, som de skal løse udfordringerne på, og lykkes det for dem, er de fri til at gå.
Vi kommer til at arbejde med at finde på spændende og uhyggelige historier. Vi skal lave gåder, udtænke anderledes låse og lave forbindelser mellem forskellige ting. Vi skal prøve at lave et rum, hvor brugerne skal bruge alle deres ressourcer for at nå ud inden for tidsrammen.

Billedkunst
Billedkunst er for dig, som synes, at det er sjovt at male og tegne, og som har lyst til at blive dygtigere.
Vi kommer til at arbejde med grundlæggende teknikker inden for tegning og maleri.
Faget er for alle. Uanset om du er trænet eller nybegynder, vil der være spændende udfordringer for dig.

Smykkeværksted
Smykkeværkstedet er for dig, som får kriblen i fingrene, når du ser perler i alskens farver.
Du kan få lov at kreere dit næste armbånd, øreringe, halskæder eller noget helt 4.
I smykkeværkstedet har du tid til at finde inspiration til dit næste projekt på pinterest – og herefter arbejder vi i fællesskab imod, at du få skabt noget, som bliver dit helt eget udtryk.
Smykkeværkstedet er for alle, som har lyst til at arbejde med perler farver og design.
Der er god tid til fordybelse – og kreative eksperimenter.









