background
Internationale gæster på Nøvlingskov

Nøvlingskov har haft besøg af unge mennesker fra fire forskellige lande med forskelligt formål.

I to uger efter efterårsferien var to lærerstuderende i praktik på Nøvlingskov, hvilket der ikke er noget usædvanligt i. Det særlige var, at de to piger kom fra Spanien og Japan, og som et led i deres uddannelse læser et semester på lærerseminariet i Aarhus. De var med i nogle valgfag og selvfølgelig i en masse engelsktimer.

Til februar rejser elever fra vores 10. klasse for tredje år til Myanmar, og i denne uge var der genbesøg af tre unge fra Myanmar - den ene af dem har været guide for Nøv-elever i Myanmar. De er rundt til forskellige ting i Danmark og er inviteret af KFUM og KFUK. Det var en god oplevelse for de kommende Myanmar-rejsende at møde de tre unge og høre deres fortælling om landets unge demokrati.

Endelig har 21 unge ten singere fra Norge tilbragt 1½ døgn på Nøv. Med udgangspunkt i et ophold på en norsk folkehøjskole bruger de et år på ten sing Norway, hvor de bl.a. indstuderer et eget produceret show, som de turnerer med både i Norge og i Danmark. Vore elever havde fornøjelsen af at have dem til fælleskor og workshops, inden de om aftenen fyrede deres flotte og imponerende show af for eleverne og gæster ude fra. Alt sammen en god oplevelse for eleverne, der netop har haft de første møder om dette års show med Ten Sing NØV. Efter showet var der lejlighed til en ”volley-landskamp” i Nøv Boxen og god snak med de norske ten-singere.