background
Festlig indvielse af Nøvlingskov Efterskoles nybyggeri

Med tale, snoreklip og afsløring af navneskiltet blev Nøv Boxen officielt indviet i fredags og så blev halgulvet ellers overtaget af elever og gæster til nogle svedige dyster i forskellige boldspil.

På trods af det fine sommervejr valgte en del gæster at komme ind for at se nybyggeriet, der består af to store klasselokaler, en aula og først og fremmest en hal i fuld størrelse.

Skolens formand, Anders Elmkvist erindrede i sin tale sin egen tid som elev i 1991, da den nuværende og mindre hal blev indviet. Han glædede sig over det færdige resultat og så frem til de nye muligheder, Nøvlingskov Efterskole nu får på idrætsfronten.

Herefter blev snoren klippet af forstander Jeppe Mikkelsen og formand Anders Elmkvist samt skolens to pedeller, Harry Frost og Karsten Thomsen, der har været meget involveret i projektet.

En volleykamp mellem skolens bestyrelse og et mixhold af elever endte med en sikker sejr til eleverne, som også er dem, der først og fremmest får glæde af den nye, indbydende hal.

Laura Østergaard fra Aulum, der spiller meget badminton og var med på holdet, som i torsdags vandt badmintonpokalen ved et idrætsstævne for seks efterskoler, synes, det er dejligt med den nye hal:

- Det bliver nemmere at komme til at dyrke sport, og når vi har to haller, kan der også være flere sportsaktiviteter samtidig, siger Laura.

Hun og veninderne har snakket om, at eleverne med den nye hal har fået mere lyst til idræt i fritiden, selv har hun på kort tid næsten spillet mere badminton i den nye hal end i den gamle.

- Det er også rart, at man ikke skal gå så langt for at komme til hallen, som vi har gjort til nu med Skibbild-Nøvling Hallen, og det betyder også, at der bliver mere tid til badminton i timerne, påpeger Laura Østergaard.

Laura vil dog fortsat få sin gang i Skibbild-Nøvling Idrætscenter, da hun sammen med 12 andre Nøvlingskov-elever er medlem af Skibbild IF og en gang om ugen har en ekstra gang badminton-træning.

Nøvlingskovs ny byggeri omfatter ikke kun den nye hal. Der er også to store klasselokaler, som tages helt i brug i det nye skoleår, så to af de eksisterende lokaler kan omdannes til henholdsvis kreativt værksted og foto/video-lokale. Derved er det ikke kun på idrætsområdet, Nøvlingskov får bedre faciliteter. Fremover vil de kreative fag råde over tre veludstyrede lokaler, og det stigende antal foto/video-interesserede elever får et fast atelier og fotostudie at boltre sig i.